Få hjælp til at finansiere efterskoleopholdet
På Efterskolen Solbakken ved vi, at et efterskoleophold kan være en stor udgift for mange familier. Derfor gør vi en stor indsats for at hjælpe jer med at få det rette tilskud til ordblindeefterskoler.
Du kan læse meget mere om mulighederne herunder.
Statens elevstøtte – automatisk tilskud til efterskoler
Alle familier, der har børn på efterskole, får automatisk statslig elevstøtte. Denne form for støtte til ordblindeefterskoler bliver beregnet på baggrund af husstandsindkomsten to kalenderår før det skoleår, eleven skal starte. Skolen søger statsstøtte for jer. Sidst i april plejer vi at kunne sende en beregning af skolepengene ud, så I ved, hvad det samlede beløb bliver.
Skolepengene betales over 11 rater – første rate i august og sidste rate i juni. På den måde bliver betalingen fordelt, så det er lettere at planlægge økonomien.
Et ophold hos os koster brutto 2.850 kr. om ugen. Staten fratrækker den beregnede statsstøtte. Derudover har I mulighed for at søge kommunal støtte og individuel støtte hos os.
I kan se hvor meget I skal betale fratrukket statsstøtten på efterskolerne.dk/min skole. Her finder I Efterskolen Solbakken og indtaster jeres husstandsindkomst i skatteåret to år før skolestart.