Ny kollega på Solbakken.
Hvis det er første gang du stifter bekendtskab med efterskoleverdenen, er der formentlig mange ting, du ikke kender til.
Udover undervisning følger der flere andre opgaver med i jobbet som efterskolelærer. Først og fremmest naturligvis aften- og weekendtilsyn.
Derudover skal man også være forberedt på at få tildelt andre opgaver af mere praktisk karakter, samt diverse planlægningsopgaver.
Arbejdstid (timer, opgaver)
Ved skoleårets start kender du din arbejdstid for hele det kommende skoleår. Alle opgaver, ansvarsområder samt timetildeling til opgaverne fremgår af henholdsvis din arbejdsplan samt opgaveoversigt. De sidste brikker kan godt først falde på plads i starten af skoleåret, men i det store og hele er det planlagt og klart når vi starter i august.
Så kan der altid komme ting til i løbet af året, som ingen af os havde forudset.
I sådanne tilfælde er en af vores helt styre styrker på Solbakken, at vi rykker sammen i bussen og finder løsninger sammen.
Skolens køkken
Vores køkkenstruktur er anderledes end på de fleste andre efterskolers. Hos os bliver eleverne undervist i køkkenet, en uge ad gangen, tre gange henover året. Eleverne deltager i alle aspekter af køkkenet: kold og varm kok, bager, opvask, stuepige, rengøring m.m. Derudover undervises de i bæredygtighed, madspild, køkkenhygiejne m.m.
Køkkenet gør en dyd ud af at lave så meget mad som overhovedet muligt fra bunden. Vi spiser meget lidt halvfabrikata.
En almindelig dag i køkkenet:
6.40 To elever fra køkkenholdet møder ind sammen med en lærer. Der gøres klar til morgenmad (brød, madvarer, havregrød, kaffe og te, frugt).
Efter morgenmaden går læreren tur med eleverne, mens køkkenholdet rydder op og vasker op.
8.00 Køkkenlæreren møder ind og dagens opgaver fordeles og aftales.
12.10 Frokost
Herefter rydder køkkenholdet op og vasker op.
17.30 To elever fra køkkenholdet gør sammen med en af vagtlærerne klar til aftensmaden. Der er ofte rester eller en anden lun ret sammen med det kolde bord.
18.30 Køkkeneleverne rydder op og vasker op.
21.00 Eleverne mødes for sidste gang til te og lune boller. Køkkenholdet rydder op og gør klar til morgenmad næste dag (tallerkner, bestik, morgenmadsprodukter m.m.)
Der bliver naturligvis bagt friskt brød hver dag. Derudover sørger køkkenet for brød til lærernes 10-pause.
Madplanen skifter fra uge til uge, men det er forholdsvist fast, at vi hver uge har en vegetardag, en fiske-dag og en såkaldt "mormor"-dag.
Weekender
I weekenderne aftaler vagtlærerne med køkkenet hvad de skal have at spise lørdag og søndag. Nogle lærere vil helst have noget nemt eller allerhelst færdiglavet, mens andre elsker at gå i køkkenet med eleverne og trylle.
Henover året har vi nogle store arrangementer med mange gæster i huset. Planlægningen af disse sker selvfølgelig altid i tæt samarbejde med køkkenet. Der bliver også lavet mad til de to lejrskoler.
Se årshjulet senere i teksten.
Tilsyn
Morgentilsyn: 6.40-8.00 Klargøring af morgenmad, morgentur med eleverne
Aftentilsyn: Der er to lærere på aftentilsyn. Den ene starter tilsynet efter endt undervisning, mens de anden møder ind kl. 17.30 (18.00 efter juleferien). De fleste har typisk et aftentilsyn hver anden uge, og man har som oftest stor indflydelse på hvilke(n) ugedag man helst vil have. Omkring kl. 22.00 går de to aftenlærer godnatrunden og tilsynet slutter kl. 22.30, hvorefter forstanderen overtager vagten.
Weekendtilsyn
Fredag: kl. 14.30-9.30 lørdag
Lørdag: kl. 9.30-9.30 søndag
Søndag: 9.30-23.00
Til alle tilsyn er det tilknyttet diverse praktiske opgaver, som f.eks. at sørge for vasketøj, lave tjanseliste til eleverne. Hos os er det meget forskelligt hvor mange elever, der ønsker at være her i weekenderne. Vi har nogle store weekends i løbet af året, f.eks. et par it-weekender, en dreng- og en pige weekend samt en venneweekend, hvor der typisk er 30-40 elever, men vi har også weekends, hvor der er 5-6 elever. Eleverne bliver, af hensyn til planlægningen af mad, spurgt om tirsdagen inden om de ønsker at blive. Hvis der er rigtig mange elever en given weekend, aftales det på lærermødet om der skal en ekstra person på i nogle timer.
Lejrskoler
Vi har to lejrskoler i løbet af skoleåret: en ryste-sammen lejrskole til nærliggende Bisserup, hvor vi alle sammen er afsted i tre dage fyldt med konkurrencer, god mad og samvær. Spejderhytten vi bor i er egentlig for lille til os - så alle - også lærerne - sover nærmest i lag. Det er et par hyggelige dage, og ingen af os får sovet særligt meget.
Skilejren i uge 6 går til Lofsdalen i Sverige. Her er halvdelen af lærerne, samt en fast flok faste gæste-lærere, med på turen.
Valgfag
Vores skoleår er delt op i 4 perioder. I hver periode kan eleverne vælge imellem to valgfag af ca. to timers varighed, som ligger henholdsvis mandag og torsdag eftermiddag. Lærerne beslutter selv hvilke valgfag de ønsker at tilbyde, men vi forsøger selvfølgelig at sørge for, at alle elever har mulighed for at vælge noget de har lyst til. I alle perioderne er der typisk valgfag indenfor de 3 hovedoverskrifter: idræt - kreative fag - værkstedsfag.
Årshjul
Det vil fremgå af kalenderen for et givent skoleår hvordan aktiviteterne er fordelt henover året. Men her er nogle nedslagspunkter, hvor vi alle deltager og/eller vi har gæster i huset.
(Juni: Sommerfest. I sommeren 2023 er sidste skoledag fredag d. 23. juni, og om lørdagen holder vi den årlige sommerfest. Vores nye kollega bliver altid inviteret med.
Mandag og tirsdag er mødedage fra kl. 8.30-15.00. Mandagen bruger vi typisk på at se tilbage på året, der er gået og evaluere. Tirsdag inviterer vi den nye kollega med. Herefter er der ikke flere fælles aktiviteter, men ofte bruger nogle af lærerne onsdagen på at mødes på kryds og tværs.)
August: Vi har sommerferie indtil onsdag d. 9. august. Onsdag og torsdag er mødedage med arbejdstid mellem kl. 8.30-15.00. Torsdag har vi derudover middag med bestyrelsen, hvor arbejdstiden er kl. 18.00-21.00.
Første skoledag er søndag d. 13. august, hvor lærernes arbejdstid er kl. 15.00 - 23.00.
Introugen: Den første uge er der ikke almindeligt skema. Eleverne skal præsenteres for en helt ny verden, og ugen er pakket med tests, udflugter, aktiviteter m.m. Spritnye køkkenelever gør livet spændende for køkkenlærerne!
September Bisseruplejren. Køkkenet planlægger i samarbejde med planlæggerne af lejren ift mad.
Forældredag. Forældrene er inviteret til en dag med samvær og aktiviteter og der er fælles spisning. Dagen slutter af med kaffe og kage.
Efterskolernes dag. Stor besøgsdag af kommende ansøgere og deres familier. Køkkenet står for kaffe og kage.
November Pædagogisk dag. Vi sender eleverne hjem, så vi har tid til at holde møde en hel fredag. Køkkenet står typisk for morgenkaffe og frokost i samarbejde med planlæggerne af pædagogisk dag.
December Forældrekonsultation. Kaffe og kage i tidsrummet kl. 14-19.
Juleafslutning. Der er typisk klassik julemiddag med hele udtrækket sidste aften og risengrød på afrejsedagen. Herefter bænker de ansatte sig til deres egen julefrokost.
Februar Skilejren. Vi bor i hytter i Lofsdalen og i løbet af vinteren forbereder køkkenet aftensmad til ugen.
Maj Gammel elevdag. Tidligere elever og kolleger kommer på besøg fra kl. 11-15. De får frokost og der er lagkageværksted, hvor alle interesserede (og dem er der altid mange af) laver lige så mange lagkager som der er bunde og tilbehør til.
Formøde. Kommende elever og deres familier kommer på besøg fra kl. 17.30-20.30. Der bliver typisk serveret kaffe og sandwich.
Juni Censorfrokoster i forbindelse med de mundtlige prøver
Juni Skolefest den sidste aften, typisk med 3-retters menu.
Sidste skoledag. Typisk kaffe og kage, og så tager vi også vores ældgamle og meget besværlige softicemaskine frem.
Voksenfester på Solbakken
Hvert år udpeger det afgående sommerfestudvalg det kommende års to festudvalg: julefrokost og sommerfest udvalgene. Til julefrokosten er det kun ansatte som deltager, mens partnere og ægtefæller er inviteret med til sommerfesten. Udvalget til sommerfesten bestemmer suverænt indhold, tidsplan, menu og sted.
Tjæreby, marts 2023.